Den berømte “Olgadåse”

IMG_2650

I 1922 bliver vor nuværende dronning Margrethes fader, senere Frederik d.9.,dengang blot kronprins, forlovet med den græske prinsesse Olga. Forlovelsen varede vist blot 7 måneder, men det århusianske chokolade firma “Elvirasminde” var hurtigt ude, og endskønt dåsen også blev trukket hurtigt tilbage, var skaden sket og et betragteligt antal dåser var forsvundet hos befolkningen. Sjælden kan man ikke kalde den, men få dåser har en så god historie knyttet til sig som “Olgadåsen”, der iøvrigt måler 16,5 cm i længden.

Tilføjet spørgsmål
Samlerbekendt til dåsepanelet har i al venlighed gjort os opmærksom på følgende:
På nærværende “Olgadåse” samt et par andre kongedåser af samme dåsetype-og størrelse findes faktisk ingen firma angivelse !
Dette foranlediger os til at stille spørgsmål ved vor ovennævnte fordom om at olgadåsen med sikkerhed skulle stamme fra det århusianske firma Elvirasminde.
Vi må fra dåsepanelets side kaste håndklædet i ringen og medgive at firmatilknytningen for nærværende henligger i det uvisse til nye “puslespilsbrikker” måtte se dagens lys, og at antagelsen nok fik sneget sig ind fortrinsvis grundet de identiske dåsestørrelser.